- Liverpool er Englands største klub
Ordene kommer fra Jamie Carragher, der mener, at der ikke kan være tvivl om, at Liverpool er større end Manchester United.
På bagkant af Liverpools mesterskab, der blev sikret søndag aften med en knusende 5-1-sejr mod Tottenham, er Jamie Carragher udkommet med en klumme for The Telegraph.
Den har fået følgende overskrift: Flyt dig, Sir Alex: Ingen kan benægte, at Liverpool er Englands største klub.
Liverpool og Manchester United har nu hver især vundet 20 engelske mesterskaber gennem historien, men ifølge Jamie Carragher er der en stor forskel på de to klubber.
– Slots umiddelbare succes slutter debatten om, hvem der er Englands mest succesfulde klub. Når man tilføjer Anfields seks europæiske triumfer til ligatitlerne, er det sidste modargument, som de havde på Old Trafford fejet af banen, skriver Jamie Carragher.
Kigger man på klubbernes samlede antal af store trofæer, er det da også Merseyside-klubben, der har håneretten over Manchester United.
Senere på sæsonen kan Manchester United dog tage Europa League-trofæet, men først skal klubben forbi Athletic Bilbao i semifinalerne, inden enten Tottenham eller Bodø/Glimt vinder i en eventuel finale.
Hos Liverpool vil det 20. mesterskab nu blive fejret, inden klubben hurtigt vil rette fokus mod at genvinde titlen i næste sæson.
















