Liverpool har gode kort på hånden
Liverpool står med rigtig gode chancer for at avancere til kvartfinalerne i Champions League, vurderer bookmaker.
Stik mod spil og chancer var det Arne Slots mandskab, der onsdag aften i sidste uge kunne juble over en sejr i den franske hovedstad Paris.
Indskiftede Harvey Elliott var blevet matchvinder kort før slutfløjt, og selvom Paris Saint-Germain havde været det suverænt bedste hold på banen, var det Liverpool, der løb med sejren.
Dermed sikrede Merseyside-klubben sig også et sublimt udgangspunkt inden tirsdagens returopgør på Anfield, hvor The Reds er meget stærke.
Tiltroen til, at Liverpool kan gøre arbejdet færdigt og gå videre til kvartfinalerne i Champions League er da også stor.
Således giver bookmakeren Bet365 blot odds 1,25 på, at den engelske storklub avancerer. Det svarer til, at Premier Leagues tophold vurderes til at have 80 procent sandsynlighed for at gå videre.
I en eventuel kvartfinale vil der vente et opgør mod enten Aston Villa eller Club Brügge. Her står englænderne med rigtig gode kort på hånden efter at have vundet udekampen i Belgien med 3-1.
Læs også: Kun Jan Mølby er bedre end Mohamed Salah
Hvis Liverpool når til semifinalerne, vil det være enten Real Madrid, Atlético Madrid, Arsenal eller PSV Eindhoven, der venter på Arne Slots tropper der.
Tirsdagens returkamp mod PSG vises på TV3+ og Viaplay.