Liverpool sikrer sig to stjernespillere
Liverpool går rigtig stærkt ind til næste sæson.
Meldingerne i de engelske og udenlandske medier går i denne uge på, at både Virgil van Dijk og Mohamed Salah er meget tæt på at sætte deres underskrifter på nye kontrakter med klubben.
Det er et kæmpe boost for Merseyside-klubben, der længe har kæmpet for at få de to stjernespillere til at blive. Nu tyder alt på, at det kommer til at lykkes i modsætning til Trent Alexander-Arnold, der har kurs mod Real Madrid.
Som jeg ser det ville det også være meget vanskeligere for Liverpools sportslige ledelse at skulle finde en afløser for Virgil van Dijk og en for Mohamed Salah.
Virgil van Dijk er muligvis verdens bedste midterforsvarer, og der er ingen tegn på, at han er ved at være færdig på topplan. Mulige afløsere hænger ikke på træerne, og han spiller en kæmpe rolle for klubben både på og uden for banen.
Mohamed Salah har gang i en af de bedste sæsoner, som en spiller nogensinde har leveret i Premier League, og det er selvsagt tæt på umuligt at erstatte ham. Det ville blive umådeligt dyrt, og egypteren er også i så strålende en fysisk form, at han bør have flere gode år i sig.
Jeg siger dermed ikke, at det bliver let for Liverpool at finde en afløser for Trent Alexander-Arnold, men jeg hæfter mig ved, at klubben allerede råder over Conor Bradley. Hvis han kan holde sig skadefri, står klubben med en rigtig dygtig spiller.
Selvom Liverpool sikrer sig to stjernespillere og et godt udgangspunkt til næste sæson med forlængelserne til Virgil van Dijk og Mohamed Salah, skal der også handles ind i sommerens transfervindue.
Der er flere positioner, hvor truppen skal styrkes, og hvis det bliver gjort rigtigt, ser jeg ikke nogen grund til, at The Reds ikke også i næste sæson er Englands bedste mandskab.
En af de spillere kan være en ny stjerneangriber.