Liverpool-stjerner overgået af målmaskine
Trent Alexander-Arnold, Mohamed Salah og Virgil Van Dijk (alle Liverpool) har stået for de seneste måneders største transferspekulationer blandt spillere med udløb i 2025.
Men ifølge fodboldinstituttet CIES Football Observatory er alle tre Liverpool-spillere overgået i markedsværdi af Lilles Jonathan David.
Med 27,1 millioner euro (godt 200 millioner kroner) er canadieren nemlig den mest værdifulde spiller, der pt. kan hentes gratis til sommer. Han slår Alexander-Arnold med under en million euro.
Alphonso Davies, som rygtes at være på nippet til en kontraktforlængelse hos Bayern München, er nummer tre. Derefter følger Leverkusens Jonathan Tah, Salah, Joshua Kimmich, Ferland Mendy, Van Dijk, Leroy Sane og Sean Longstaff.
Således står Liverpool og Bayern München for seks af de 10 mest værdifulde spillere med udløb.
24-årige David har over de seneste 4,5 sæsoner scoret 82 Ligue 1-mål og lavet 11 assists. I denne sæson står han noteret for 11 kasser i 16 kampe. Desuden har han været involveret i ni mål i 10 Champions League-opgør.
Lille hentede David i Gent for godt 200 millioner tilbage i 2020, men alt tyder på, at franskmændene mister ham til sommer.
Der er angiveligt interesse fra både Chelsea og Tottenham. Tidligere var også Manchester United interesseret, men den interesse er stilnet af efter Erik ten Hags afsked med klubben, fortæller CaughtOffside.
Læs her alt det bedste om Liverpool