Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lokalavis er ikke i tvivl: Han var Uniteds dårligste

Af Mikkel Wittorff Hollmann
17.02.2025 Kl. 06:14

Manchester Uniteds spillere måtte endnu en gang gå skuffede fra banen, da De Røde Djævle søndag mødte Tottenham i London.

For på en scoring af James Maddison efter bare 13 minutters spil, var det Spurs, der kunne trække sig sejrsrigt ud af de to storklubbers møde.

Dermed overhaler de Manchester United i Premier League-tabellen. Rúben Amorims mandskab er nu at finde helt nede på rækkens 15. plads.

Efter kampen har Manchester Evening News, lokalavisen, der følger Manchester United tæt, vanen tro givet karakterer til de spillere, der var i aktion i søndagens opgør. Her er der én, der bedømmes dårligere end alle de andre.

Casemiro.

For brasilianeren, der startede på Manchester Uniteds midtbane, får karakteren fire for sin indsats. Det er den laveste karakter, lokalavisen uddeler på bagkant af kampen.

Ydermere følger der også hårde ord med til den 32-årige midtbanespiller.

– Hans første start i år, og han viste hvorfor.

– Konstant ude af tempo, fik gult kort og fik kun så lang tid på banen, fordi der ikke var noget ordentligt alternativ på bænken, lyder bedømmelsen af Casemiro fra Manchester Evening News.

Casemiro kom til Manchester United fra Real Madrid i 2022. Hans kontrakt med De Røde Djævle løber frem til sommeren 2026.

Læs også: Rasmus Højlund trækker overskrifter

Den næste kamp, der venter for Manchester United, er et møde med Everton på Goodison Park. The Toffies, der har den tidligere Manchester United-manager David Moyes i spidsen for holdet, vandt lørdag med 2-1 over Crystal Palace.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce