Mads Roerslev skifter til danskerklub
Følg transfervinduet LIVE. KLIK HER.
Mads Roerslev kan have spillet sin sidste kamp for Brentford.
Søndag eftermiddag startede den danske forsvarsspiller på banen i sejren mod Crystal Palace. Han leverede en rigtig fornuftig præstation for danskerklubben, men nu kan han være på vej væk.
For ifølge Sky Sports-journalisten Florian Plettenberg er han på nippet til at forlade Brentford i dette transfervindue.
Det rapporteres nemlig nu, at Brentford og Wolfsburg er blevet enige om en aftale for danskeren.
Mandag forventes Mads Roerslev at flyve fra London til Tyskland. Her skal han en tur til Wolfsburg for at gennemføre sit lægetjek.
Klubberne er blevet enige om, at Mads Roerslev skal udlejes til Bundesliga-klubben resten af sæsonen. Derudover har tyskerne sikret sig en købsoption, der kan indløses indtil sommer.
I Wolfsburg vil han blive holdkammerat med landsmændene Joakim Mæhle, Andreas Skov Olsen og Jonas Wind.
Roerslev har en fortid i FC København, hvor Wolfsburgs nuværende sportsdirektør Peter Christiansen også tidligere har været.
Wolfsburg har desuden også de to tidligere FC København-spillere Denis Vavro og Kamil Grabara på holdkortet.
Læs også: Dansker er nøglen til Rashfords drømmeskifte
Roerslev er formentlig kommet i overskud hos Brentford, fordi danskerklubben har hentet det italienske stortalent Michael Kayode på en lejeaftale i Fiorentina.
Derudover har han ikke startet alle kampe i denne sæson. Kristoffer Ajer har blandt andre spillet flere kampe som højre back i sæsonen.