Manchester City slipper for straf til at starte med
En høring af Manchester City og klubbens 115 sigtelser har efter sigende fundet sted i perioden mellem september og december 2024.
Selv benægter klubben alle beskyldninger. Ifølge avisen The Times er der muligvis tale om 130 sigtelser i stedet for 115, og det skyldes, at der i sagens spæde begyndelse blev meldt et forkert antal.
LÆS OGSÅ: Trist melding om Chido Obi 😰
Ikke desto mindre er beskyldningerne af en grov karakter, og forseelserne menes at have fundet sted i perioden fra 2009 til 2018. Derudover har klubben ikke tilstrækkeligt samarbejdet med de rette instanser, og det er også noget, der kan medføre en straf, hvis den findes skyldig.
Et panel på tre unavngivne personer skal i øjeblikket tage stilling til de processkrifter, der er blevet indleveret fra Manchester City og Premier Leagues juridiske stab. Argumenterne blev indleveret i december sidste år.
En potentiel straf af Manchester City være sig bøder, pointstraf og i værste tilfælde tvangsnedrykning. Sidstnævnte er dog ikke på tale, hvis man skal tro den anerkendte fodboldøkonom Kieran Maguire.
Overfor The Overlap har han forklaret, at en tvangsnedrykning ikke er i spil, men at klubben kan få en pointstraf, der er så stor, at det alligevel vil ende med nedrykning.
Der ventes at falde en afgørelse i første kvartal af indeværende kalenderår, men denne er som bekendt endnu ikke landet.
I februar slog Manchester Citys manager, Pep Guardiola, fast, at en afgørelse kunne falde inden for en måned. Siden da har der næsten ikke været noget nyt i sagen.
Men i et interview med The Financial Times, kan den administrerende direktør i Premier League, Richard Masters, nu fortælle, at en afgørelse sandsynligvis er på plads inden afslutningen på denne sæson.
Her forlyder det, at det uafhængige panel ikke vil komme med en straf, såfremt klubben findes skyldig.
I stedet skal den proces foregå i et andet forløb, der skal nå frem til sin egen domsafsigelse, og denne dom kan appelleres af både Manchester City og Premier League.
Dermed kan sagen teknisk set fortsætte ind i næste sæson, mens det endnu er uklart, i hvilken sæson, den endelige strafudmåling vil være på plads.