Manchester United kan stjæle Liverpools drømmespiller
Manchester United har meldt sig på banen for en spiller, som Liverpool menes at drømme om at hente til sommer.
Det er den hollandske landsholdsspiller Jeremie Frimpong, som er udset til at være en mulig afløser for Trent Alexander-Arnold, der synes tabt for Liverpool.
Hollænderen er gennem længere tid blevet nævnt som en spiller, som den sportslige ledelse hos Liverpool meget gerne ser tage over Trent Alexander-Arnold.
Nu kan TBR Football dog fortælle, at Manchester United har meldt sig ind i kampen om den 24-årige forsvarsspiller med en fortid hos Manchester City.
Meldingerne går på, at Manchester United – og sågar faktisk også Manchester City – over de seneste uger har været i kontakt med Jeremie Frimpongs repræsentanter.
Hollænderen bliver anset som en spiller, der vil passe perfekt ind i Rúben Amorims måde at spille fodbold på med meget offensive wingbacks.
Tidligere har De Røde Djævle været ude med snøren efter Geovany Quenda, men han er nu i stedet blevet solgt til Chelsea fra sommeren 2026.
Derfor skal der nu kigges efter en anden mulighed til positionen som højre wingback, og Frimpong regnes som en af verdens bedste på positionen.
Han spiller i tyske Leverkusen, hvor han efter sigende har fået tilladelse til at skifte til sommer for omtrent 300 millioner.