Manchester United risikerer at mangle 641 millioner
Manchester United kan komme til at mangle rigtig mange millioner kroner i budgettet til næste sæson.
Presset er rigtig stort forud for aftenens Europa League-kamp mod franske Lyon, der fik 2-2 i den første kvartfinale for en uge siden.
At vinde Europa League er Manchester Uniteds eneste chance for at komme til at spille Champions League næste sæson og dermed indkassere rigtig mange penge.
Ifølge The Athletic er klubben sikret mindst 641 millioner kroner ved at kvalificere sig til Champions League i næste sæson.
Det er penge, som De Røde Djævle virkelig har brug for på et tidspunkt, hvor klubben er virkelig trængt rent økonomisk.
Hvis det ikke bliver til en sejr i Europa League-finalen senere på året, vil det med al sandsynlighed slet ikke blive til europæisk fodbold i næste sæson for klubben.
Det vil også give store udfordringer for klubbens økonomi, hvor der også er store planer om at styrke truppen i sommerens transfervindue.
Derfor kan klubbens transferplaner også lide et stort knæk, hvis de mange penge ikke kommer i kassen.