Manchester United skal spille i Skandinavien
Manchester United kommer til at spille en kamp i Skandinavien i løbet af sommeren, har klubben bekræftet på sin hjemmeside.
Lørdag den 19. juli venter en træningskamp mod Leeds i den svenske hovedstad Stockholm som en del af forberedelserne til 2025/26-sæsonen.
Der vil være kampstart klokken 15.00 på Strawberry Arena, som tidligere har været kendt som Friends Arena.
Det er samtidig første gang siden 2017, at Manchester United vender retur til den svenske hovedstad. For otte år siden vandt klubben Europa League med en finalesejr mod Ajax på 2-0.
På sin hjemmeside oplyser De Røde Djævle, at klubben har en rig forbindelse til Sverige, hvor tre af klubbens spillere gennem tiden har været anfører for landsholdet.
Den første var Henrik Larsson, og derefter har Zlatan Ibrahimovic og Victor Lindelöf også båret anførerbindet for Sverige. Lindelöf er anfører på nuværende tidspunkt.
Også tre andre svenskere har været i klubben gennem tiden. Det er Anthony Elanga, Bojan Djordjic og Jesper Blomqvist, som startede inde i Champions League-finale i 1999.
Læs også: Danmarks startopstilling mod Portugal
Kampen i Stockholm kan potentielt blive et opgør mellem to Premier League-mandskaber, for på nuværende tidspunkt topper Leeds den næstbedste række.
Daniel Farkes tropper har gode kort på hånden for at rykke op i Premier League, for sæsonen nærmer sig sin afslutning.
De første billetter til kampen er sat til salg, og den 21. marts klokken 10.00 åbner det fulde billetsalg.