
Manchester United truer med fyring
Manchester United truer nu med en fyring, hvis der slipper informationer ud fra ansatte, der skulle holde tæt.
Det er The Telegraph, som fredag kan afsløre, at den administrerende direktør i klubben Omar Berrada har igangsat en efterforskning.
Den har til formål at finde ud af, hvem der har lækket informationer om klubben. Samtidig har han også udsendt en mail, hvor han truer med at fyre ansatte, der lækker informationer.
Mailen er blevet sendt ud tidligere i denne uge, og den bestod i alt af 580 ord, hvor detaljerne om konsekvenserne er blevet udpenslet.
Manchester United er lige nu i gang med en større oprydning, hvor en lang række ansatte er blevet fyret. Indtil videre er mere end 250 ansatte fyret, og der er endnu en fyringsrunde på vej i klubben.
Nu vil De Røde Djævle sikre sig, at der ikke siver informationer ud fra klubben, inden der kommer en officiel meddelelse fra Manchester United.
I mailen er det blevet præciseret, at læk af hemmelige informationer fra klubben vil blive ansat som en grov overtrædelse og altså resultere i en fyreseddel.
Meningen med mailen fra Omar Berrada er ifølge The Telegraph også, at der skal ske væsentlige forandringer i klubben.
Læs også: Mikkel Damsgaard i unik bedrift
Derfor er man også i gang med at få styr på udgifterne, og her spiller udgifterne til de mange ansatte en væsentlig rolle.