Marcus Rashford skaber overskrifter
Aston Villa havde Marcus Rashford med fra start, da de tirsdag aften bragede sammen med Paris Saint-Germain i Champions League.
Det første kvartfinaleopgør på Parc des Princes endte med en 3-1-sejr til den franske hovedstadsklub, som dermed havde det bedste udgangspunkt på Villa Park. The Villans var dog tæt på at eksekvere et vildt comeback, men en 3-2-sejr i egen hule rakte ikke til videre avancement.
Derfor er det nu PSG, der skal møde vinderen af opgøret mellem Real Madrid og Arsenal i aften.
Marcus Rashford spillede en flot kamp, men det var ikke nok for Aston Villa og Unai Emery, der nu er færdige i den prestigefyldte turnering. Efter kampen høstede United-lejesvenden dog ros fra lokalsprøjten.
Artiklen fortsætter efter billedet.

– Havde en stor chance for at udligne kort efter pausen, men Donnarumma snuppede den. Kom tæt på at score igen i det 57. minut med en solid afslutning, der fremtvang endnu en god redning. Leverede den målgivende aflevering til Ezri Konsa. Karakter 8/10, skriver Aston Villa-korrespondenten John Townley fra lokalmediet BirminghamLive.
Indtil videre har Marcus Rashford bestemt vist sit værd for The Villans, mens den lynhurtige frontløber igen er at finde på A-landsholdet, hvor Thomas Tuchel udtog ham ved seneste landsholdstermin.
The Athletic afslørede desuden tidligere på året, at United betaler godt og vel 3,8 millioner kroner om måneden til Marcus Rashford i løn.
Det har De Røde Djævle gjort siden januar, hvor kantspilleren blev udlejet til Villa Park for den resterende del af sæsonen. Birmingham-klubben betaler 75 procent af hans løn, mens United står for resten.
Tidligere har det desuden lydt, at Marcus Rashford kan ende med at gøre skiftet til Birmingham-klubben permanent for en decideret spotpris.