Marcus Rashford tager drastisk skridt mod United-exit
Marcus Rashford har muligvis spillet sin sidste kamp for Manchester United.
I al fald vil De Røde Djævle gerne af med ham, og ønsket om en ny udfordring lader til at være gensidigt fra offensivspilleren.
LÆS OGSÅ: Patrick Dorgus løn hos Manchester United afsløret
Og nu har Marcus Rashford taget et drastisk skridt for at få det til at ske, lyder det.
Tidligere har han tilladt sin bror, Dwaine Maynard, at indgå i forhandlinger med klubber i England og i udlandet i løbet af januars transfervindue.
Men den engelske offensivspiller er efter sigende frustreret over den manglende bevægelse i forhold til et skifte, så nu har han søgt assistance hos Chris Welbeck, skriver The Mirror.
Welbeck er bror til Brighton- og tidligere United-angriber Danny Welbeck, og han fører nu forhandlingerne på Rashfords vegne.
Welbeck har licens fra FIFA og er direktør for Prodigy Sports Group, der repræsenterer et hav af spillere i Storbritannien.
Til trods for interesse fra FC Barcelona, Borussia Dortmund, AC Milan, Tottenham og Galatasaray, er det ikke lykkedes Rashford at lande et skifte væk fra Manchester United i denne måned.
Den 27-årige offensivspiller er ved at løbe tør for tid, idet transfervinduet lukker på mandag.
Rashfords heftige gage har vist sig at være en betydelig forhindring for adskillige klubber, og han har øjensynligt ikke tænkt sig at gå ned i løn.