
Masser af sex: Liverpool-skifte kollapsede
Det hører formentlig til sjældenhederne, at et klubskifte kollapser på grund af en sommer med lidt for meget sex på programmet.
Ikke desto mindre beskrives det som grunden til, at Frank Worthington glippede et skifte til Liverpool, fordi han to gange fejlede et lægetjek.
I sommeren 1972 var den tidligere landsholdsangriber tæt på at slutte sig til Bill Shanklys mandskab hos Liverpool.
Den legendariske manager ønskede at vide mere om Frank Worthingtons privatliv, og der skete ting og sager for englænderen uden for banen.
Alligevel ville Bill Shankly have fingrene i angriberen, som dog havde problemer med lægetjekket. Det første lægetjek viste et højt blodtryk, som Bill Shankly troede skyldtes anspændthed.
Derfor blev Frank Worthington sendt til Mallorca, hvor han tilsyneladende glemte alt om, at han datede den regerende Miss Storbritannien, Carolyn Moore, på det tidspunkt.
I sin biografi har Frank Worthington beskrevet, hvordan han havde sex ombord på flyet til Mallorca, hvor han senere havde sex med en svensk kvinde og vedkommendes mor. Derudover fandt han også sammen med en belgisk model.
Efter en begivenhedsrig tur til den spanske ferieø vendte han retur til et nyt lægetjek hos Liverpool, og det var med et blodtryk, der var højere end nogensinde.
Derfor fik han besked fra Bill Shankly om, at han desværre ikke kunne få lov til at skifte til den engelske storklub, der skulle have betalt en rekordsum for at købe angriberen, der pludselig var så store tvivl omkring.
Læs også: Mads Hermansen skriver historie
Selv mente Frank Worthington, at han kunne være blevet en rigtig stor spiller hos Merseyside-klubben.
– Det ville have været en stor tid. Jeg kunne være blevet bedre og bedre. Jeg kunne være blevet til mere end Kevin Keegan eller Kenny Dalglish, fordi jeg havde flere kvaliteter, sagde Frank Worthington til Daily Mail i 2016.