Medie: Liverpool interesseret i effektiv amerikaner
Trods blot at have fået 418 minutters spilletid har 21-årige Ricardo Pepi i denne sæson nettet seks gange i Æresdivisionen.
Og det har Liverpool bemærket.
Ifølge Caught Offside er Arne Slots mandskab interesseret i den unge PSV-amerikaner, som imidlertid også har tiltrukket sig interesse fra Bayern München, Atletico Madrid og Borussia Dortmund.
Mediets kilder skulle angiveligt have fortalt, at angriberen trods en kontrakt til 2028 kan hentes så billigt som 170 millioner kroner. Det er dog stadig en pæn stigning fra de 80 millioner kroner, som PSV betalte Augsburg i sommeren 2023.
Augsburg hentede Pepi til Europa fra FC Dallas i starten af 2022. I 15 Bundesliga-kampe scorede han imidlertid ikke en eneste gang, og efter en udlejning til Gronningen røg han permanent til Holland.
Også i storklubben PSV har det været småt med spilletid for Pepi. Sølle én ligastart fik amerikaneren i 2023/2024, hvor han dog alligevel fik lavet syv mål og to oplæg. Igen i denne sæson har han siddet mere på bænken end spillet, men har udnyttet chancerne flot.
Efter små 900 minutters fodbold i Æresdivisionen er Pepi oppe på 13 scoringer, eller én hvert 68. minut. Derudover skal lægges tre assists.
Rygterne om en potentiel Mohamed Salah-afløser har været mange i 2024. Særligt Frankfurts brandvarme Omar Marmoush har været nævnt. Salah har endnu ikke forlænget til længere end sommeren 2025.
Læs også: Han vil væk fra Liverpool