Meget flotte ord til Jesper Lindstrøm
Det går godt for Jesper Lindstrøm i Everton.
Den danske landsholdsspiller, der er udlejet fra italienske Napoli, er blevet fast mand hos The Toffies efter David Moyes’ ankomst.
Her har Lindstrøm gjort det godt, og det har kastet roser af sig.
Det er også tilfældet efter Evertons kamp lørdag. Her smed holdet dog en 2-0-føring i mødet med Manchester United.
The Toffies var ellers komfortabelt foran, men det hele endte 2-2.
Hos Liverpool Echo bemærker man, at Rúben Amorims mandskab kom tilbage i kampen efter Jesper Lindstrøms udskiftning. Desuden er der store roser til danskeren.
– Travl indsats til højre, arbejdede hårdt med og uden bolden, plus det var hans aflevering til Beto, der startede bevægelsen til det andet mål. Det var efter at han kom ud, at United (Manchester, red.) begyndte at finde deres vej tilbage i kampen, skriver Liverpool Echo om Jesper Lindstrøm.
Jesper Lindstrøm startede på banen i kampen, men blev skiftet ud efter 54 minutters spil. Manchester Uniteds første mål i opgøret kom efter 72 minutters spil.
Det var Bruno Fernandes og Manuel Ugarte, der scorede De Røde Djævles to mål i opgøret. For Everton var det Beto og Abdoulaye Doucoure, der kom på tavlen.
Læs også: Klar melding om Salah og Ballon d’Or
Everton skal i aktion igen på onsdag. Her skal Jesper Lindstrøm møde en hel del af de spillere, han er vant til at spille sammen med på det danske landshold, når modstanderen er Brentford.