Mohamed Salah afviser vanvidskontrakt
Mohamed Salah har fået muligheden for et særdeles lukrativt tilbud, men det har den egyptiske stjernespiller takket nej til.
I stedet ser det nu ud til, at han forlænger sin kontrakt med Liverpool, for parterne er meget tæt på at være helt enige.
Mohamed Salah, der formentlig har været Premier Leagues bedste spiller denne sæson, kunne dog have forladt Liverpool og tjent rigtig store penge på det.
Der har nemlig været tilbud fra Saudi Arabien, hvor han kunne have tjent en årsløn på omtrent 1,1 milliarder kroner – vel at mærke efter skat.
Meldingen kommer fra Ismael Mahmoud, som har sin base i Mellemøsten, og han forklarer også, hvorfor Liverpool-stjernen sagde pænt nej tak.
– Det handlede aldrig om pengene. Det handlede om eftermæle, at fortsætte med at slå rekorder og sit ønske om at vinde Ballon d’Or, lyder det fra Ismael Mahmoud.
Der har tidligere også været meldinger om, at både Al-Hilal og Al-Nassr sidste sommer tilbød Liverpool over 1,1 milliarder kroner for at købe Mohamed Salah.
Lige nu er Liverpool nok meget glade for, at de vanvittige bud blev afvist, for sidenhen har egypteren været fænomenal.
Han er i denne sæson topscorer i Premier League, hvor han også er spilleren med flest assists. Og nu ser han ud til at fortsætte i klubben.