Mohamed Salah skriver sig ind i historiebøgerne
Mohamed Salah var på pletten to gange for Premier League-duksene fra Liverpool, der slog nedrykningstruede Southampton lørdag eftermiddag på Anfield.
Den egyptiske stjernespiller var sikkerheden selv, da han eksekverede to straffespark, der var med til at sikre en 3-1-sejr.
Nu er Merseyside-klubben 16 point foran Arsenal i Premier League-tabellen, men The Gunners har dog to kampe i hånden til at minimere den afstand.
Med de to scoringer fra Mohamed Salah nærmer fanfavoritten sig med hastige skridt en stor bedrift, der skriver ham ind i historiebøgerne.
Den venstrebenede kantspiller har nemlig tangeret den tidligere Manchester City-stjerne i form af Sergio Agüero, der også opnåede 184 mål i den bedste engelske række.
– Jeg kendte godt til rekorden, men jeg tænkte ikke så meget over det, mens jeg spillede. Det er en god rekord at udligne!
– Sergio (Agüero) er en fantastisk spiller, som var en legende i Premier League. Så det er jeg glad for, siger Mohamed Salah ifølge Fabrizio Romano.
LÆS OGSÅ: Derfor kunne Liverpool foretage seks udskiftninger
Salah har dog spillet 14 kampe mere end argentineren, og derfor indtager Liverpool-stjernen fortsat sjettepladsen over de mest scorende spillere i Premier League.
Scorer teknikeren én gang mere, bliver han dermed indehaver af femtepladsen.
Samtidigt forlyder det, at Liverpool er på udkig efter en erstatning for Trent Alexander-Arnold, der efter alt at dømme forlader klubben denne sommer, når kontrakten udløber. Læs mere om den historie her.