Mølby om Højlund: - Han skal være bedre teknisk
Rasmus Højlund startede på bænken, da Rúben Amorim søndag fik debut i spidsen for Manchester United.
I stedet var Marcus Rashford foretrukket helt fremme.
En træls udvikling for Rasmus Højlund, der ellers i en periode har lignet førstevalget i Manchester United, når han har været skadesfri.
Læs også: Eriksen får hård medfart
Forud for kampen tog Niels Christian Frederiksen og Jan Mølby en snak om Højlund, Amorim og situationen i Manchester United.
Her udpegede Jan Mølby nogle af de områder, hvor han mener, at Rasmus Højlund skal forbedre sig.
– Han skal være bedre teknisk. Han skal være bedre til at passe på bolden.
– Jeg synes også, han skal være bedre til at time sit løbe inde i feltet.
– Jeg ved godt, der er utroligt mange undskyldninger, og at man siger, at han ikke bliver iscenesat og at der ikke bliver skabt nok chancer, men jeg synes også – jo mere jeg ser af hans løb – at de ikke nødvendigvis bliver bedre og bedre og bedre, siger Jan Mølby på Viaplay.
Manchester Uniteds kamp mod Ipswich endte 1-1.
Rúben Amorims mandskab tumler derfor fortsat rundt i midten af Premier League. Efter 12 spillerunder har holdet hentet 16 point. Det rækker til en plads som nummer 12 i rækken.
Næste opgave er i midtugen, hvor Bodø/Glimt gæster Old Trafford i Europa League.
Du kan se hele sekvensen med Niels Christian Frederiksen og Jan Mølby øverst i artiklen her.