Myles Lewis-Skelly trækker overskrifter
Den blot 18-årige Myles Lewis-Skelly fik sig noget af en debut for det engelske landshold fredag aften.
Her blev den unge komet nemlig den yngste englænder til at score i sin debut for A-landsholdet, hvilket sidenhen har trukket gevaldige overskrifter i den engelske presse.
Nu forholder klubkammeraten fra Arsenal, Declan Rice, sig til Myles Lewis-Skelly, der går en lys fremtid i møde.
Arsenal-talentet, der i denne sæson har haft sit helt store gennembrud på venstreback, er blevet indkaldt af Englands landstræner Thomas Tuchel til VM-kvalifikationskampene mod Albanien og Letland.
Fredag aften mod Albanien kunne Lewis-Skelly i en alder af blot 18 år og 176 dage skrive engelsk fodboldhistorie, da han var den yngste spiller til at score i sin debut for The Three Lions.
Dermed nappede han rekorden fra Marcus Rashford, der i en alder af 18 år og 209 dage scorede sit første landskampsmål mod Australien tilbage i 2016.
England havde desuden let ved at slå Albanien, som de havde fuldstændig styr på. Der skulle dog gå 77 minutter før 2-0-målet blev sparket ind af målmageren Harry Kane.
LÆS OGSÅ: Liverpool-stjerne giver status på skrækskade
Efter kampen har Declan Rice udtalt sig om den unge engelske komet.
– Lewis-Skelly er bare frygtløs. Han er kun 18 år. Jeg prøver at passe på ham så godt jeg kan. Jeg vidste, at han ville spille sådan. Det vidste jeg, da han stråler af selvtillid og så har jeg set den måde, han har trænet på hele ugen, mens jeg kender ham fra klubben (Arsenal, red.).
– Dette er kun begyndelsen for ham, understreger Declan Rice ifølge Fabrizio Romano.