Nu er der godt nyt om skadet United-stjerne
Manchester United skal i aktion igen på søndag.
Her gælder det Premier League, når Bournemouth venter på Vitality Stadium.
Men det er næppe den kamp, der optager Rúben Amorim mest lige nu. Det er nok nærmere den kamp, der venter den 1. maj, når Manchester United skal en tur til San Mamés i Bilbao, hvor Athletic Bilbao venter i den første af to semifinaler i årets Europa League.
For det har været en svær sæson i Premier League, hvor Manchester United undervejs har skrevet negativ klubhistorie, og derfor er Europa League den eneste tilbageværende mulighed for Rúben Amorims mandskab, hvis de vil redde sæsonen.
Noget, der bestemt ikke har gjort tingene nemmere for Manchester United, har været, at Amad Diallo har siddet ude med en skade siden begyndelsen af februar.
En skade, som var ventet at skulle holde ham ude resten af sæsonen – men nu er der godt nyt.
For Amad Diallo forventes at vende tilbage til træningen med sine holdkammerater allerede i næste uge, skriver Fabrizio Romano.
Videre skriver Fabrizio Romano, at Amad Diallo er kommet sig over sin skade på rekordtid.
Nu vil tiden vise, om han kan nå at spille en rolle for Rúben Amorims mandskab i afslutningen på sæsonen.
22-årige Amad Diallo kom til Manchester United fra Atalanta i 2021. Han har siden været lejet ud til Rangers og Sunderland. Diallos kontrakt på Old Trafford løber frem til sommeren 2030.