Nu slutter mareridt: United-flop tæt på exit
Tyrell Malacia fra Manchester United kan være på vej væk fra Old Trafford og på vej til Portugal på en lejeaftale.
Det har været noget af et mareridt for Malacia, som i 2022 skiftede til United fra Feyenoord.
LÆS OGSÅ: BREAKING: Nu har Manchester United budt
Venstrebacken har været hårdt plaget af skader, og han gik glip af hele den forgangne sæson som følge af en skade.
Nu kan United potentielt vinke farvel til hollænderen, efter at der er forhandlinger i gang med Benfica om en lejeaftale. Det skriver den normalt velinformerede transferjournalist Fabrizio Romano.
Positionen på venstre back har været et problem for Manchester United som følge af Malacia og Luke Shaws skadesproblemer.
Det er et problem, klubben har adresseret, idet man er tæt på at hente danske Patrick Dorgu fra Lecce, inden transfervinduet lukker på mandag.
I mellemtiden er Shaw på vej tilbage til grønsværen, efter at han tidligere på ugen vendte tilbage til træningsbanen.
Klubbens cheftræner, Rúben Amorim, har ikke det store problem med, at hollænderen inden længe er fortid.
Adspurgt om Malacias fremtid ligger på Uniteds ikoniske hjemmebane, Old Trafford, lød svaret således fra Rúben Amorim.
– Vi må se. Det, som jeg ved, er, at det er meget svært for Malacia. Det har været en lang periode uden spilletid, og så er det svært at spille en masse kampe.
– En spiller som ham er en regulær back. Han har spillet på landsholdet, men sommetider i dette system, så er det svært for ham, for han er ikke så offensiv.
– Han kan spille som en af de tre forsvarsspillere (i midterforsvaret, red.), hvis vi har mere boldbesiddelse og mere kontrol med kampene. Det er meget svært for ham. Men han er vores spiller, og vi kommer til at hjælpe ham, lød det fra Amorim efter kampen mod FCSB i Europa League.
United ventes at få en hektisk afslutning på vinterens transfervindue, hvor Malacia potentielt kan forlade klubben, mens Dorgu er på vej ind.
Marcus Rashford nærmer sig angiveligt også et skifte væk, mens De Røde Djævle sættes i forbindelse med Mathys Tel fra Bayern München.
På banen gælder det næste gang Crystal Palace i et opgør på Old Trafford i morgen, søndag.