Ny hovedpine til Arteta: Arsenal-profil forlod banen skadet, da de blev udklasseret af Newcastle
Onsdag aften var der Carabao Cup på tapetet, da Arsenal tørnede sammen med Newcastle på St. James’ Park.
Her skulle gæsterne fra London forsøge at spille sig videre i ligacuppens semifinale, hvor de havde et svært udgangspunkt med i bagagen. The Magpies sendte nemlig Mikel Artetas tropper til tælling i det første opgør på Emirates Stadium med en 2-0 sejr.
Til opgøret valgte den spanske Arsenal-boss at give genvalg til samtlige spillere, der både var en del af nederlaget i ligacuppens første semifinale mod Newcastle og den seneste storsejr over Manchester City.
I kampens indledning var Newcastle her, der og alle vegne. Det førte også til et tidligt føringsmål, da kølige Alexander Isak passerede David Raya i Arsenal-buret med en elegant afslutning.
Men glæden var kortvarig. Efter en tur i VAR-rummet blev målet underkendt for offside, hvorfor den svenske superstjerne fra Newcastle måtte trække sit store smil tilbage. Målet kunne ellers have lukket ballet, allerede før det var gået i gang.
LÆS OGSÅ: Hård melding: Albert Grønbæk er fortid i klubben
Gæsterne fra Arsenal kom bestemt mere med i kampen i løbet af første halvleg. Martin Ødegaard noterede sig for en kæmpe chance, der løb ud i sandet. Straks efter gik turen så ned i den modsatte ende af græstæppet på St. James’ Park, hvor hjemmeholdet bragte sig i front.
Alexander Isak var usandsynligt tæt på at tage revanche, da han med venstrefoden smadrede bolden på stolpen. Bolden røg tilbage i spil, hvor en vaks Jacob Murphy stod klar til at prikke den ind.
1-0 til Newcastle efter 19 minutter – og 3-0 i den samlede stilling.
Ny skade til Arsenal
Arsenal gav ikke op, men fik tværtimod spillet sig mere ind i opgøret. Til gengæld så det rigtig skidt ud, da Gabriel Martinelli måtte lade sig udskifte efter 37 minutter.
Han kunne dog selv gå fra banen. Ind kom det unge stjernefrø Ethan Nwaneri, der efterhånden er blandt de sidste offensive kort på Mikel Artetas bænk.
Anden halvleg var knapt begyndt, da Anthony Gordon straffede en forfærdelig opspilsfejl i Arsenals defensiv. Dermed kunne Eddie Howe så småt begynde at se frem til finalen på Wembley. Her møder de vinderen af opgøret mellem Liverpool og Tottenham, der støder sammen i morgen på Anfield.
Opgøret mistede stille og roligt intensiteten, mens The Magpies kunne glæde sig over deres samlede 4-0 føring.
Til sidst i kampen fik Callum Wilsom comeback for Newcastle. Englænderen har kun optrådt i fire Premier League-kampe i sæsonen, og han kunne se Newcastle køre en sikker 2-0 sejr hjem.
Der faldt ikke flere scoringer i kampen. Dermed er Newcastle klar til Carabao Cup-finalen efter en samlet sejr på 4-0. Nu møder de enten Spurs eller Liverpool.
Se samtlige højdepunkter øverst i artiklen.