Ny melding: Dorgu har aftale på plads
Manchester United meldes interesseret i at hente danske Patrick Dorgu, der for tiden er på kontrakt hos italienske Lecce.
De Røde Djævle har angiveligt afgivet et bud, men det bud er ikke højt nok.
LÆS OGSÅ: Thomas Frank favorit til kæmpe job
Klubbens cheftræner, Rúben Amorim, er på jagt efter forstærkninger til den trup, som han har kaldt for den muligvis værste af slagsen i klubbens 147 år lange historie.
Der er deadline om to uger, men med nederlaget på 1-3 til Brighton søndag står det i stigende grad klart, at der skal andre boller på suppen.
Antony er på vej til at forlade klubben til fordel for Real Betis på en lejeaftale sæsonen ud. Der foreligger en mundtlig aftale mellem alle parter, og nu ligger fokus i stedet på tilgange.
Nu er der godt nyt til Manchester United i forhold til jagten på Dorgu, for da han skrev under på en forlængelse med Lecce i oktober, blev der angiveligt indgået en mundtlig pagt om, at han kunne forlade klubben, hvis der kom en storklub forbi med et bud til den rette pris. Det skriver Give Me Sport.
Dorgu landede en lønforhøjelse med den nye kontrakt, så han nu tjener små 100.000 kroner om ugen, men siden forlængelsen har han været kædet sammen med en række storklubber.
Lecce anser Dorgu som en yderst vigtig spiller i forhold til at opnå målsætningen om at undgå nedrykning fra Serie A. Derfor bliver det interessant at se, om klubben fra Via del Mare vil være med på at lade ham gå midtvejs i sæsonen.
Ifølge Give Me Sport skulle det ikke være noget problem for Manchester United at overtale spilleren i forhold til de personlige betingelser, så nu skal det rette bud blot sendes af sted til Lecce.
LÆS OGSÅ: BREAKING: Han forlader Real Madrid
Dorgu er desuden også blevet rygtet til andre Premier League-klubber i form af Chelsea og Tottenham, ligesom Liverpool kortvarigt blev meldt inde i billedet.