Ny PL-gigant jagter Dorgu
Både Chelsea og Tottenham har af flere medier været nævnt som bejlere til Patrick Dorgu, men nu får de to London-klubber konkurrence.
Ifølge Football Insider er også Manchester United interesseret i den 20-årige dansker, som for tiden brillerer i Serie A hos Lecce.
Mediet skriver, at Ruben Amorim skulle være ivrig efter at hente spillere, som passer hans stil, og det kan Dorgu altså meget vel være.
Derudover passer danskeren perfekt ind i United, forstået på den måde at De Røde Djævle har haft store skadesproblemer på venstre back. Dorgu kan tilmed også spille wingback og flere andre positioner.
Interesse fra London
Daily Mirror skrev i oktober, at både Chelsea og Tottenham lurer på en transfer inden for den nærmeste fremtid.
Spurs havde også Dorgu på ønskelisten i løbet af sommeren som en mulig gardering for Destiny Udogie, idet Ben Davies snart går ind i det sidste halve år af sin kontrakt med klubben.
Læs også: United sætter kedelig rekord
Et prisskilt på 224 millioner kroner skræmte dog de fleste bejlere væk, men efter en kontraktforlængelse i starten af oktober må det formodes, at prisskiltet blot har vokset sig større. Der er dog et stykke vej op til Rasmus Højlunds danske rekord på omkring 550 millioner kroner.
Chelsea havde tænkt sig at gøre brug af sit multiklub-partnerskab, hvor Dorgu kunne gøre sig til hos franske Strasbourg, inden han var klar til et skridt op. Men handlen kostede for meget, til at det udmøntede sig i mere end løse overvejelser.
Lecce betalte blot halvanden million kroner for Dorgu, da man købte ham fra FC Nordsjælland i 2022. En klub, der ellers er kendt for at lave hidsige salg.
Dorgu regnes som en af de bedste venstre backs i Italien for tiden. AC Milan har ligeledes været rygtet til at være ude efter danskeren.