Nyt trænernavn bringes i spil til Southampton-job
Southampton skal have fundet sig en ny manager.
Det står klart, efter at klubben i sidste uge fyrede Ivan Juric.
Spørgsmålet er så, hvem der skal tage over i den netop nedrykkede Premier League-klub.
Der har været snak om Sheffield Wednesdays Danny Röhl, men nu bringes et nyt navn i spil af talkSPORT.
Mediet kan således fortælle, at Will Still, der har stor succes i franske Lens, er på radaren i Southampton.
Videre lyder det fra talkSport, at 32-årige Will Still anses som et af de mest spændende trænertalenter i Europa netop nu.
Spørgsmålet er så, om det bliver ham, der skal forsøge at sikre en hurtig tilbagevenden til Premier League for Southampton.
Holdet fra St. Mary’s Stadium skal i aktion igen den 12. april, når Aston Villa kommer på besøg.
Kampen har dog ikke den store betydning for Southampton, der altså allerede er rykket ud af Premier League – selvom der resterer hele syv runder af årets turnering.
Det er da også blevet til bare 10 point i de første 31 kampe.
Southampton har danske Albert Grønbæk i truppen. Grønbæk, der er en del af det danske landshold, kom til klubben i vinterens transfervindue. Her blev han udlejet fra franske Rennes for resten af indeværende sæson.