Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Officielt: João Félix skifter til Premier League

Af Morten Bruun Jørgensen
21.08.2024 Kl. 13:51

João Félix er tilbage i Premier League, hvor han har underskrevet en kontrakt med Chelsea.

På sin hjemmeside oplyser The Blues, at den portugisiske landsholdsspiller har sat sin underskrift på en seksårig aftale, der indeholder en option på yderligere et år.

Dermed vender João Félix også tilbage til klubben, som han i anden halvdel af 2022/23-sæsonen var udlejet til uden den helt vilde succes.

Dengang lagde han ud med at få direkte rødt kort i sin debut, og i alt spillede han 20 kampe med fire mål til følge for London-klubben.

Nu er han blevet hentet til Chelsea for et beløb i omegnen af 390 millioner kroner – et beløb der ikke indeholder eventuelle bonusser. Det skriver The Athletic.

I forbindelse med skiftet til Chelsea har João Félix accepteret en væsentlig lønnedgang for at passe ind i klubbens lønstruktur.

Den er bygget op således, at alle de nye spillere er på forholdsvis lave basislønninger. Til gengæld vil de belønnet i form af diverse bonusser, hvis de og klubben præsterer godt.

I første omgang var det ellers slet ikke João Félix, som Chelsea gik efter at købe i Atlético Madrid. Det var angriberen Samu Omorodion, men da den handel kollapsede, blev fokus rettet mod den 24-årige portugiser.

Chelsea har samtidig også solgt Conor Gallagher til Atlético Madrid, og de to handler har haft direkte påvirkning på hinanden, fordi begge klubber har haft brug for at få penge ind på kistebunden.

João Félix kan spille i den blå trøje i weekenden, når The Blues skal møde Wolverhampton. Han er ikke spilleberettiget til torsdagens kvalifikationskamp i Conference League mod schweiziske Servette FC.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce