OFFICIELT: Nu får Rashford alligevel finalemål
Marcus Rashford er nu blevet tildelt scoringen til 2-0 i søndagens Carabao Cup-finale.
Det bekræfter Manchester United på sin hjemmeside.
Englænderen afsluttede, bolden ramte Sven Botman og strøg derefter ind bag Loris Karius, og i første omgang blev det noteret som et selvmål af den hollandske Newcastle-forsvarer, men nu er det altså blevet omgjort.
LÆS OGSÅ: Rashford får ikke finalemål
Manchester United skriver på sin hjemmeside, at klubben har fået bekræftet, at det er Rashford, som nu er noteret for scoringen, da forskellige dommere har vurderet, at hans afslutningen havde retning mod målet.
Det betyder samtidig, at Rashford har nettet i sin første finale nogensinde, og han er nu oppe på 25 scoringer for Manchester United i denne sæson.
Derudover nåede han også op på seks scoringer i Carabao Cuppen, hvor han scorede i alle runder af turneringen.
Tildelingen af scoringen til Rashford betyder også, at Wout Weghorst er blevet noteret for en assist til målet.