Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Oliver Glasner i spil til stort job

Af Emil Plovgaard
03.03.2025 Kl. 12:50

RB Leipzig har angiveligt Oliver Glasner fra Crystal Palace på blokken som klubbens næste manager.

Sådan lyder meldingen fra den tyske journalist Philipp Hinze, som er tilknyttet tyske Sky Sport.

LÆS OGSÅ: Martin Zubimendi i chokskifte?

Oliver Glasner, Roger  Schmidt og Sebastian Hoeness er de tre kandidater, som er i spil til at overtage roret hos den tyske topklub.

Marco Rose står i øjeblikket i spidsen for RB Leipzig, men det ventes, at han forlader klubben efter sæsonen. Hoeness, der er cheftræner hos VfB Stuttgart, er i øjeblikket den førende kandidat til jobbet, beretter Hinze.

Hinzes kollega, den velrenommerede journalist Florian Plettenberg, bakker op om meldingen i et interview med Sport1’s Stahlwerk Doppelpass.

Jürgen Klopp, der er Head of Football i Red Bull-koncernen, er aktivt involveret i processen i forhold til at finde en ny manager.

Plettenberg mener at vide, at Rose får denne sæson med.

– Der vil ske en trænerændring til sommer, ført an af Jürgen Klopp, og så vil de skille sig af med Marco Rose til sommer. Det ved han også godt selv, og fra sommer er der én topkandidat, og det er Sebastian Hoeness. Han beskrives internt hos RB som den oplagte løsning, og han har også fået grønt lys fra Jürgen Klopp. De to andre kandidater er Oliver Glasner og Roger Schmidt, siger Plettenberg.

Hoeness ankom til Stuttgart i 2023, og klubben har været meget tilfreds med hans resultater hidtil. 

Klubbens sportsdirektør, Fabian Wohlgemuth, vil ikke høre tale om, at Hoeness skal til en anden klub.

– Det sker på ugentlig basis, at vores træner rygtes til andre klubber. Han gav os og klubben en ny identitet og viste holdet en anden vej. Jeg er sikker på, han vil blive, fortæller Wohlgemuth i et interview med Sport1.

Oliver Glasner overtog roret hos Crystal Palace i februar 2024. Sidste sommer var der forlydender om, at selveste FC Bayern München havde kig på ham.

The Eagles er i øjeblikket at finde som nummer 12 i Premier League, og klubben er nået frem til kvartfinalen i FA Cuppen under østrigerens ledelse.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce