Ombejlet Riemer havde tilbud fra to lande
Brian Riemer får sin debut som dansk landstræner, når Spanien fredag gæster Parken.
Tilbage i september blev den 46-årige træner ellers fyret i belgiske Anderlecht, og godt en måned senere blev han så præsenteret som Danmarks nye landstræner.
Men det kunne være gået anderledes, for Brian Riemer havde flere tilbud på hånden.
Det fortæller han i TV 2-programmet Landsholdslejren.
Læs også: – Det er perfekt for mig, at han er blevet landstræner
– Jeg er virkelig overrasket over, hvor mange muligheder jeg fik så tidligt.
– Fra Tyskland, fra Schweiz og så fra Danmark. Jeg var sådan lidt: “Men for fanden, jeg troede, jeg skulle have fri et par måneder”, fortæller Brian Riemer i Landsholdslejren på TV 2.
Inden Brian Riemer blev cheftræner i Anderlecht, var han assistent for Thomas Frank i Brentford.
Nu skal Brian Riemer stå i spidsen for det danske landshold, hvor han har fået en kontrakt frem til og med VM i 2026.
Først gælder det dog Nations League, hvor den forestående opgave er et møde med Spanien i Parken. Tre dage senere går det løs i Serbien.
Danmark har syv point i Nations League-puljen, der toppes af Spanien med 10 point. Serbien har i alt fået fire point, mens Schweiz er bundhold med bare ét point.