- Ønsker ham ikke meget godt, siger smilende stjerne
Bernardo Silva og Ruben Amorim er landsmænd og tidligere holdkammerater, men nu også vigtige aktører i to af Englands største klubber.
Og det betyder, at Silva må ønske Amorim ringe succes som cheftræner i Manchester United.
– I forhold til at han tager til Man United, ønsker jeg ham ikke meget godt, som I kan forestille jer, da han vil være min rival, siger en smilende Silva ifølge ESPN på et pressemøde før Manchester Citys Champions League-kamp mod netop Amorims Sporting.
Citys portugisiske stjernespiller er dog også hurtig til at anerkende det arbejde, som Amorim har lavet med Sporting. De grønklædte har vundet to mesterskaber og fører pt. atter ligaen under den 39-årige cheftræner.
– Han fortjener, hvad han har fået. Han fortjener at være i en af de bedste klubber i verden lige nu. For det arbejde, han har lavet i de seneste år, har været utroligt, lyder det fra Silva.
Bernardo Silva har været i Manchester City siden 2017. I den tid har han blandt andet vundet seks mesterskaber og en Champions League. I 2013-2014 var han i samme Benfica-trup som Amorim, om end han blot fik ganske få kampe, før han røg videre til Monaco. Her nød han stor succes.
Silvas kontrakt med City udløber til 2026, og der har været rygter om, at han har ønsket at forlade klubben. En nyerhvervelse i City har dog givet håb om en forlængelse.
Læs også: Amorim nægtede at tale engelsk