Otte danske spillere omkom i flystyrt – nu æres de med mindesmærke
Den 16. juli 1960 omkom otte danske landsholdsspillere i en flyulykke kort efter starten fra Kastrup Lufthavn. Måske har du aldrig hørt om denne katastrofe – eller også er den langsomt blevet glemt. Ulykken har fået langt mindre opmærksomhed end andre store tragedier i Danmark, muligvis fordi den fandt sted længe før internettets udbredelse.
Forberedelser til OL endte i katastrofe
Mindre end to måneder før OL i 1960 skulle et dansk B-landshold møde et U-landshold i en træningskamp i Herning som en del af forberedelserne til legene. De 11 forventede startere på OL-holdet var fritaget, mens især spillere fra Sjælland måtte rejse til Kastrup for at flyve med et chartret DBU-fly.
Spillerne havde selv ønsket flytransport for at undgå at tage fri fra arbejde – en beslutning, der skulle få fatale konsekvenser. Otte af dem kom aldrig hjem igen.
Flystyrtet i Øresund
Kort efter afgangen blev flyet ramt af en voldsom regnbyge og stærk sidevind, hvilket gjorde navigationen ekstremt vanskelig. Flyet, fløjet af den 27-årige pilot Stig Vindeløv, var ikke godkendt til flyvning i dårligt vejr og manglede essentielle instrumenter som vinduesvisker og radiokompas.
I et desperat forsøg på at stabilisere flyet måtte piloten navigere efter den ’kunstige horisont’, men instrumentet virkede først, når flyet var oppe i fulde omdrejninger. Uden visuel reference mistede han orienteringen, og flyet krængede til højre, gik i spin og styrtede i Øresund blot 40-50 meter fra kysten. Fra en højde af cirka 100 meter ramte det vandoverfladen med voldsom kraft og blev splintret i tre dele.
Flere af passagererne druknede, mens Per Funch Jensen blev reddet levende i land, men døde kort tid efter af sine kvæstelser.
Mindesmærke på vej
Nu – 65 år efter tragedien – ser et permanent mindesmærke endelig ud til at blive en realitet. Gandil-Selskabet, som har arbejdet på sagen i længere tid, kunne for nylig meddele, at Borgerrepræsentationen har godkendt 200.000 kroner til en kunstnerkonkurrence om udformningen af mindesmærket. Derudover er der afsat 1,6 millioner kroner i 2026 til selve monumentet, hvis Borgerrepræsentationen endeligt godkender projektet til august/september.
Mindesmærket forventes placeret i Valby Idrætspark – et sted rigt på fodboldhistorie og talentudvikling. To af de omkomne spillere kom fra Boldklubben Frem, hvilket gør placeringen endnu mere symbolsk.
Formanden for Gandil-Selskabet, Michael Kjærbøl, udtrykker stor glæde over beslutningen:
– I Gandil-Selskabet er vi meget glade og stolte over, at sagen har vundet gehør, skriver Kjærbøl på vegne af selskabet i dets Facebook-gruppe i et opslag tirsdag eftermiddag.
Gandil-selskabet tog initiativ til mindesmærke
Gandil-selskabet har inden for det sidste års tid taget initiativ til, og arbejdet for, at der opsættes et varigt minde for at hædre mindet om 8 danske landsholdsspillere, der omkom i Kastrup Lufthavn den 16. juli 1960.
I samarbejde med Københavns Borgerrepræsentantion blev der indledt et samarbejde med byrådsmedlem Finn Rudaizky.
Tirsdag var der godt nyt fra formand for Gandil-Selskabet, Michael Kjærbøl, som kunne meddele, at partierne i Borgerrepræsentantionen nu har godkendt, at der gives 200.000 kr. i år til en kunstnerkonkurrence med henblik på udformningen af mindesmærket.
Desuden hensættes 1,6 millioner kr. i 2026 til det varige minde, under forudsætning af, at Borgerrepræsentationen i august/september endeligt beslutter at omsætte projektet i praksis.
De otte omkomne spillere:
Erling Spalk (Ikast FS, 19 år)
Per Funch Jensen (KB, 21 år)
Arne Karlsen (KB, 20 år)
Kurt Krahmer (KB, 21 år)
Ib Eskildsen (Frem, 19 år)
Søren Andersen (Frem, 23 år)
Erik Pondal Jensen (AB, 29 år)
Børge Bastholm Larsen (Køge, 29 år)
Artiklen fortsætter efter billedet.

DBU’s reaktion
Den 27. juli 1960 afholdt DBU en sørgehøjtidelighed i Idrætsparken for de omkomne fodboldspillere. Foran 45.000 tilskuere holdt den tidligere AB-spiller og idrætspræst Frode Gaarn Larsen mindeord før landskampen mod Ungarn.
Stig Vindeløvs liv
Piloten var den eneste overlevende; men han fik kvæstelser på benene – det ene amputeret ved knæet – det andet med stift fodled.
Der blev ikke rejst tiltale mod Vindeløv som følge af ulykken.
Selv fortalte han aldrig i detaljer om ulykken. Det var noget, der måtte blive mellem passagererne og ham, fortalte han i et interview med B.T.
Efter ulykken valgte han at blive lærer, og senere blev han formand for Foreningen til Fremme af Bølgekraft.
I et interview med Ingeniøren i 1999 fortalte han om sine mange opfindelser. Blandt andet havde han på kreativ vis fremstillet en cykel, der ville gøre benarbejdet nemmere for ham.
Blandt andet ved at installere et sejl og et blåt træsæde på sin cykel.
Sejlet styredes via et skødesystem, der gik op til styret, hvilket gav ham fuld kontrol og sørgede for, at sejlet automatisk rettede sig op. Når han havde brug for en pause, kunne han blot justere teleskop-støttebenet og folde det lille blå træsæde ned. Sædet var fastgjort med en elastik lodret på stangen og hvilede, når det blev slået ud, på den højre pedal.
– Når man bruger sin cykel til længere ture, er det virkelig irriterende, at frokosten altid er afhængig af, hvornår man kommer til nogle bænke. Med sædet på cyklen bestemmer jeg selv, hvornår jeg spiser, og om det bliver i skygge eller sol, fortalte Vindeløv blandt andet til mediet.
Stig Vindeløv døde 1. juledag i 2008, 76 år gammel.
Nu bliver de aldrig glemt
Træningskampen blev naturligvis aflyst. På trods af tragedien formåede det danske landshold at rejse sig og levere en imponerende præstation ved De Olympiske Lege i Rom i 1960. Her vandt Danmark sølv. En bedrift, der siden har sikret holdet en plads i historien under navnet ‘Sølvholdet’.
Ulykken i 1960 kostede Danmark otte talentfulde spillere, men mindet om dem vil nu leve videre gennem det kommende monument.
Æret være deres minde.