Overraskende pris på Viktor Gyökeres
Hvad koster det at købe Viktor Gyökeres?
Det er formentlig et spørgsmål, som nogle af verdens bedste fodboldklubber stiller sig selv lige nu. For den svenske angriber er brandvarm for tiden og må regnes som en af de bedste frontløbere på markedet.
Læs også: Sporting-profil kan følge med Amorim til United
I denne sæson har han scoret flere mål, end han har spillet kampe for Sporting. Tirsdag aften lavede han da også hattrick mod Manchester City.
De vilde præstationer for Sporting siden sommeren 2023 har gjort ham enormt ombejlet. Og naturligvis også ganske dyr.
I kontrakten med Sporting har han en frikøbsklausul, som lyder på 744 millioner kroner. Ifølge The Times vil det dog være muligt at købe ham væsentligt billigere til sommer.
Det velrenommerede britiske medie rapporterer nemlig, at Viktor Gyökeres har en gentlemanaftale med Sporting om en lavere pris. 564 millioner kroner skulle angiveligt være nok til at få Sporting til at sælge.
Det synes at være en ganske fin pris for en 26-åriger, som har scoret mål på samlebånd de seneste år.
Samtidig vil Sporting også tjene godt på svenskeren, som de betalte 179 millioner kroner for at købe i Coventry. Det var dog stadig klubbens dyreste indkøb nogensinde.
Både Manchester United, Arsenal og Chelsea er blevet sat i forbindelse med stjerneangriberen. Situationen bliver derfor også meget interessant at følge.
I denne sæson er han noteret for 23 scoringer og fire assists i 17 kampe for Sporting.