Philip Billing trækker overskrifter
Det var danske Philip Billing, som i de døende minutter sikrede Napoli et uhyre vigtigt point hjemme i topkampen mod Inter i Serie A lørdag aften.
Danskeren blev skiftet ind fra bænken og gjorde med øjeblikkelig virkning sin indflydelse gældende.
LÆS OGSÅ: Christian Nørgaard i chokskifte?
Det var ellers gæsterne fra Milano, der havde bragt sig i front i første halvleg på en frisparksperle af Federico Dimarco, som angiveligt var på blokken hos Manchester United i vinter.
Forud for kampen adskiltes de to mandskaber kun af et enkelt point. Hjemmeholdet havde gjort det svært for sig selv med tre uafgjorte kampe i de seneste fire opgør.
Lørdag blev det også til et enkelt point, men det lever Antonio Contes tropper nok ganske fint med.
Philip Billing blev spillet fri af den tidligere Manchester United-profil Scott McTominay, men i første omgang blev afslutningen pareret af Inter-stopper Josip Martinez, der havde fået chancen i Yann Sommers fravær. Den schweiziske keeper er ude med en fraktur i tommelfingeren.
Men riposten kunne Martinez ikke holde ude af målet, og dermed sikrede Philip Billing det syditalienske mandskab et yderst vigtigt point i topkampen i Serie A.
Efterfølgende er danskeren naturligvis i centrum – både i udlandet, men også herhjemme, hvor medierne falder i svime over pragtpræstationen fra den Bournemouth-ejede Philip Billing.
Hos Football Italia er Philip Billing i fokus med følgende overskrift: ‘Billing keeps Scudetto battle open’.
Bold.dk har naturligvis også Philip Billing i fokus. Overskriften ‘Brillante Billing ændrede alt: Napoli kom tilbage mod Inter‘ danner ramme om mediets dækning af kampens, mens Campo.dk også fokuserer på Billings betydning med følgende rubrik: ‘Billings drømmeindhop sikrer point i topbrag mod Inter‘.
Scudettoen refererer til Serie A-titlen, som både Napoli og Inter ligger og kæmper om i denne sæson.
Inter er på førstepladsen i rækken med 58 point efter 27 kampe, mens Napoli følger lige efter på andenpladsen med 57 point. Atalanta, der befinder sig på tredjepladsen, har 55 point.