Premier League-stjerne siger 'ja' til Manchester United
Manchester United føler sig overbevist om, at man kan indgå en aftale med Wolves’ Matheus Cunha så hurtigt som muligt.
Sådan lyder meldingen fra den normalt velinformerede transferjournalist Fabrizio Romano.
De Røde Djævle er desperat efter at tilføje flere mål til offensiven til sommer, efter at det blot er blevet til magre 38 af slagsen i indeværende Premier League-sæson.
Tottenham, der ligeledes er inde i en krise, har formået at score 61, så det er ikke overraskende, at Manchester United er på vej mod sin første placering i den nedre halvdel af Premier League-tabellen.
Matheus Cunha har haft en forrygende sæson, hvor det er blevet til 20 målinvolveringer i 31 kampe, og han har dermed nærmest egenhændigt holdt Wolves oven vande i Premier League.
Manchester United er efter sigende klar til at aktivere brasilianerens frikøbsklausul på 547 millioner kroner, og en handel rykker – ifølge Romano – tættere på.
– Manchester United gør dagligt fremskridt omkring Matheus Cunha-aftalen. Det er meget positive forhandlinger.
– Matheus Cunha er stadig klar til at acceptere udspillet fra Manchester United. Min forståelse er, at United vil lukke aftalen så hurtigt som muligt, siger Romano på sin YouTube-kanal.
Ifølge The Telegraph skulle United være klar til at gøre Cunha til en af truppens bedst betalte spillere med en ugeløn på 1,7 millioner kroner – og det er dobbelt så meget, som han i øjeblikket tjener på Molineux.
Samtidig forlyder det, at storklub har placeret Rasmus Højlund på toppen af sin ønskeliste.