- Rasmus Højlund kan blive en verdensklasse angriber
Rasmus Højlund har fået en blandet start i Manchester United-trøjen.
I Champions League bomber han mål ind, hvor det er blevet til fem scoringer i fire kampe.
Trods gode præstationer i Premier League har den danske angriber fortsat sit første mål til gode, og ifølge flere eksperter får Rasmus Højlund ikke nok service.
Samme holdning har Manchester United-legenden, Paul Scholes, som ellers mener, at angriberen har potentialet til at blive en verdensklasse angriber.
– Han er en stor og stærk fyr med masser af fart. For mig ligner han en spiller, som har alt der skal til for at blive en verdensklasse angriber, siger Paul Scholes til Webby & O'Neill og fortsætter:
– Han har gode bevægelser. Han missede en stor chance i lørdags (mod Luton, red.). Han kom i en lidt akavet position, men når tingene går ens vej, så ender den også i mål.
– Der er et stort pres på knægten. Man tænker på de hold, som Manchester United har haft, og de har altid haft 3-4 angribere, som kunne score 25-30 mål. Nu har de nærmest kun én, som er en 20-årig knægt, som endnu ikke har bevist at være en ægte målscorer. Han har brug for hjælp.
Paul Scholes mener også, at hjælpen skal komme fra Bruno Fernandes, fordi der ikke er meget hjælp i kantspillerne.
– Fernandes skal spille mere som 10'er. Han skal tættere på ham (Højlund, red.). Han skal hjælpe ham og finde et samarbejde med ham, mens presset også er på ham.
– Højlund har kantspillere omkring sig, som ikke slår indlæg. Han ligner en spiller, der vil have indlæg. Han laver kloge løb, lyder det fra Paul Scholes.
Rasmus Højlund er i øjeblikket ude med en mindre skade, og det er ikke sikkert, at han bliver klar til skæbnekampen mod Galatasaray i Champions League.