Rasmus Højlund får benhård kritik
Rasmus Højlund var med fra start, da Manchester United torsdag aften mødte Lyon i den første af to kvartfinaler i årets Europa League.
Opgøret endte 2-2, og endnu en gang gik danskeren fra banen uden at have scoret.
Det var i stedet Leny Yoro og Joshua Zirkzee, der scorede De Røde Djævles mål torsdag aften.
Efter kampen får Højlund nu hård kritik. Blandt andet fra Manchester Evening News, lokalavisen, der følger Manchester United særdeles tæt.
Her får landsholdsangriberen karakteren fire for sin indsats, og så skriver mediet, at der for anden uge i træk var en forsvarsspiller, der var mere målfarlig end den danske 9’er. Her henvises der efter alt at dømme til Leny Yoro, der altså scorede et af Manchester Uniteds mål i kampen.
Også Goal langer hårdt ud efter Højlund.
– Endnu en præstation, der manglede selvtillid.
– Missede en fremragende aflevering fra Dorgu og havde et blødt skud lige på Lucas Perri. Så nedtrykt ud, da han blev taget ud, skriver Goal.
Rasmus Højlund kom til Manchester United fra Atalanta i 2023. Hans kontrakt med De Røde Djævle løber frem til sommeren 2028.
I denne sæson har det været trægt med målscoringen for den danske landsholdsangriber, der er noteret for tre fuldtræffere i Premier League, mens det er blevet til fem mål i Europa League.
Returopgøret mellem Manchester United og Lyon spilles den 17. april på Old Trafford.
Rasmus Højlund kan snart få ny holdkammerat, for det forlyder, at Manchester United forsøger at hente en Premier League-stjerne.