Rasmus Højlund i stormvejr efter kritisk kamp
Rasmus Højlund leverede ikke nogen god indsats, da Manchester United for ottende gang tabte på hjemmebane i denne Premier League-sæson.
Det skete søndag, hvor Wolves kom forbi. Udeholdet sikrede sig sejren på et frisparksmål af Pablo Sarabia et kvarter før tid.
Nederlaget er et tydeligt eksempel på den ustabile sæson, klubben hidtil har haft, da det kom blot få dage efter avancement til semifinalen i Europa League.
Succes i Europa er prioriteten hos Rúben Amorim i øjeblikket, og derfor er Premier League mere eller mindre ligegyldigt. Efter Ipswichs 0-4-nederlag til Arsenal søndag kan klubben imidlertid ikke rykke ned i, hvad der ellers er den historisk dårligste Premier League-sæson for dens vedkommende.
Der var ikke mange United-spillere, der kunne være deres præstation bekendt i søndagens nederlag, men ifølge Sky Sports-ekspert Jamie O’Hara var Rasmus Højlund den spiller, der markerede sig mest negativt.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Særligt én spilsekvens vakte opsigt hos O’Hara:
– Højlund gør det til noget rod, Mainoo har lavet et godt løb, og han har masser af plads. Det er ikke en svær aflevering, og så ville Mainoo ellers have haft frit skud på mål. Højlund er 20 minutter om at aflevere bolden, og Wolves når tilbage og laver en tackling. Det opsummerer hans Manchester United-karriere; han er ikke god nok, ikke i nærheden af at være god nok, siger O’Hara til Sky Sports.
Rasmus Højlund havde ét skud på mål i løbet af kampen, men det blev blokeret af en Wolves-spiller. Derudover vandt han blot to ud af 10 dueller, mens han mistede bolden fem gange.
I det 70. minut gik den ikke længere for Rasmus Højlund, der blev erstattet af en anden dansker, nemlig Chido Obi.
Rasmus Højlund har spillet 45 kampe for Manchester United i denne sæson, hvor det er blevet til otte mål og fire oplæg.
I det hele taget har han haft problemer med at levere varen, siden han skiftede til Manchester United fra Atalanta i sommeren 2023.
Handlen kan efter sigende løbe op i 633 millioner kroner, men indtil videre har De Røde Djævle ikke fået valuta for pengene.
Samtidig forlyder det, at topklub har udset sig Rasmus Højlund.