Rasmus Højlund i United-exit? Ny drejning kan få stor betydning
Danske Rasmus Højlund kan være fortid på Old Trafford denne sommer.
Den 22-årige angriber er tidligere blevet kædet sammen med et skifte til Juventus, men nu kan en anden handel spolere de planer. Det meddeler La Gazzeta dello Sport.
Rasmus Højlund har svært ved at bide sig fast som fast starter i Manchester United. Det er sådan set ikke manglen på spilletid, der er problemet for den danske landsholdsspydspids, men snarere manglen på mål i særligt Premier League-regi.
Således har Højlund ikke scoret i 14 kampe for den engelske traditionsklub fordelt over samtlige turneringer. Det er et massivt problem, når danskerens angriberkollega Joshua Zirkzee ligeledes kæmper med at få prikket bolden ind i rusen.
Derfor arbejder United på at afskibe Rasmus Højlund, hvor en retur til Serie A har været nævnt som en potentiel destination. Men nu pønser Juventus, der har været blandt bejlerne, på at hente en anden angriber. Nemlig nigerianske Victor Osimhen fra Napoli.
En given handlen af den nu Galatasaray-udlejede spidsangriber kan sætte en stopper for Højlunds skifte til Den Gamle Dame fra Torino-klubben.
La Gazzeta dello Sport meddeler nemlig, at Juventus’ sportsdirektør Cristiano Giuntoli allerede arbejder intenst på at hente Osimhen til klubben. 26-årige Osimhen har ifølge flere kilder en frikøbsklausul på godt og vel 538 millioner danske kroner, der bliver aktuel denne sommer.
Det er endvidere kommet frem, at Manchester United har hele to stjernespillere i kikkerten til næste sæson. Begge spillere kan være med til at vanskeliggøre situationen for Rasmus Højlund på Old Trafford.