Rasmus Højlund indgår i sensationel byttehandel
Rasmus Højlund kan meget vel indgå i en sensationel byttehandel til sommer.
Sådan lyder meldingen fra den engelske tabloidavis The Sun.
Rasmus Højlund skiftede til Manchester United fra Atalanta i sommeren 2023 for omkring 633 millioner kroner, og der var således høje forventninger til danskeren.
Det er dog blot blevet til tre mål i 28 ligakampe i denne sæson, og i den seneste kamp mod Wolves, hvor klubben tabte med 1-0, blev han skiftet ud efter 70 minutters spil.
Det førte til kritik fra den engelske legende Alan Shearer, som udtalte følgende:
– Højlund ligner en ødelagt spiller, der har mistet sin selvtillid.
Ikke desto mindre er Rasmus Højlund blevet benyttet som fast starter under Rúben Amorims ledelse, hvor han har præsteret bedre end Joshua Zirkzee og Chido Obi i løbet af sæsonen.
Manchester United har dog stort behov for at forstærke klubbens offensive muligheder forud for den kommende sæson, og derfor planlægger klubben at hente en ny angriber.
Ifølge The Sun kan en byttehandel mellem Atalanta og Manchester United derfor blive aktuel, hvor Rasmus Højlund ryger tilbage til Bergamo, mens Ademola Lookman sendes til Old Trafford.
Lookman førte i den forgangne sæson Atalanta til sejr i Europa League, hvor han scorede hattrick i finalen, og han blev desuden kåret som årets afrikanske spiller. Han har tidligere erfaring fra Premier League qua ophold hos Everton, Fulham og Leicester.
I denne sæson er Lookman dog havnet i en konflikt med Atalanta-træner GIan Piero Gasperini, og det har sat gang i spekulationerne om et sommerskifte. Manchester United vil lukrere på denne betændte stemning, og derfor er man efter sigende i kontakt med spillerens agent.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Andetsteds forlyder det, at klubben er tæt på at sikre sig Matheus Cunha fra Wolves. Inden da var Newcastle ellers favorit til at hente ham, men Amorim har angiveligt formået at overbevise ham.
Hvis en byttehandel mellem de to klubber kan blive en realitet, vil det signalere begyndelse på en gevaldig forandring i angrebet hos Manchester United.
Det kan samtidig udstikke den retning, Amorim har tænkt sig at gå.
I videoen øverst i artiklen kan du høre VIaplay-ekspert Martin Jørgensen vurdere muligheden for et skifte.
Læs flere nyheder om Manchester United her.