Rasmus Højlund stjæler overskrifterne
Rasmus Højlund fik søndag aften endelig scoret for Manchester United, og det var en stor forløsning for danskeren.
Den danske landsholdsspiller havde gået 21 kampe uden at score, og der var gået mere end 22 timer uden, at han havde fået netmaskerne til at blafre.
Det lavede han dog om på efter 27 minutter i Premier League-kampen mod Leicester, hvor Rasmus Højlund blev sendt i dybden af Bruno Fernandes.
Med en hård og præcis afslutning sendte han bolden forbi Mads Hermansen, og så kunne Rasmus Højlund skrige sin glæde ud på King Power Stadium.
Danskeren troede efter pausen, at han blev noteret for en assist, men Alejandro Garnachos scoring endte med at blive annulleret.
Alejandro Garnacho fik dog midt i anden halvleg gjort det til 2-0 med et tørt hug, og dermed så kampen ud til at være afgjort.
Straks derefter sendte Rúben Amorim en debutant på banen i form af Harry Amass, mens Christian Eriksen blev taget ud. Danskeren havde blandt andet haft et skudt på stolpen.
Til allersidst i kampen fik Bruno Fernandes lukket og slukket med en scoring til 3-0.
Læs også: Fransk stjerne kan være Liverpools løsning
Med sejren rykker Manchester United to placeringer op på 13. pladsen i Premier League med 37 point efter 29 kampe.
Leicester er fortsat under stregen med 17 point. Der er nu ni point op til den rigtige side af nedrykningsstregen.