Real Madrid vil hente endnu en Liverpool-stjerne: Planen lækket
Real Madrid har et rigtigt godt øje til Liverpool-profil, der kan være erstatningen for en aldrende Luka Modric i den spanske kongeklub.
Sådan lyder meldingen fra det store spanske medie MARCA.
MARCA skriver således, at Real Madrid allerede er i fuld gang med at scoute og analysere på Liverpool-midtbanespilleren Alexis Mac Allister, der har været en stor profil for The Reds i særligt denne sæson.
Den 26-årige argentinske VM-vinder har været i Merseyside-klubben siden sommeren 2023, hvor midtbanekreatøren stille og roligt har etableret sig som en nøglespiller for Arne Slots mandskab.
I den igangværende sæson, hvor Liverpool er tæt på at vinde Premier League-titlen, har den vævre Mac Allister været foretrukket på midtbanen sammen med Dominik Szobozslai og Ryan Gravenberch.
Real Madrid er dog fortsat sikre på, at de kan snuppe den pasningsstærke midtbanestjerne, der kan ende med at tage den samme tur som Trent Alexander-Arnold denne sommer.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Men står det til Carlos Mac Allister, der både er far og agent for Alexis Mac Allister, er der dog ingen grund til at drage forhastede konklusioner. Den arbejdshidsige argentiner har det godt i Merseyside-klubben.
– For nu tror jeg ikke, at han forlader Liverpool. Men det vil tiden vise. Alexis er meget glad for at være, hvor han er. Han bor i Manchester, og det er på den samme gade som Andy Robertson, Joe Gomez og fire gader væk fra Licha (Lisandro) Martinez.
– Alexis taler godt engelsk, forstår spillets regler og taler med folk. Jeg mener, det er den bedste ting, der er sket for ham, og det derfor, at tilvænningen har været nemmere, lød det fra Carlos Mac Allister til Picado TV ifølge Marca.
Alexis Mac Allister har ifølge Transfermarkt en værdi på svimlende 672 millioner kroner, mens kontrakten med The Reds først udløber i sommeren 2028. Derfor skal Los Blancos grave ekstremt dybt i lommerne, hvis de vil have fat i midtbanekreatøren.
Samtidigt forlyder det, at hele seks stjerner kan være fortid på Anfield denne sommer ifølge en troværdige journalist.