Indlægget er udarbejdet af fodboldhistoriker og forfatter Michael Kjærbøl, der står bag flere fodboldbøger.

Er Nordlondon hvid eller rød? 

Det spørgsmål er omdrejningspunktet for det berømte lokalderby, der på søndag udspiller sig i sin ikke mindre end 210. udgave på Tottenham Hotspur Stadium mellem Tottenham og Arsenal.  

Følelserne de to supportergrupperinger imellem er ikke just varme, hvilket ikke kun kan tilskrives den tætte geografiske afstand mellem klubberne, men i høj grad trækker spor langt tilbage i historien. Man kan, med god ret, påstå at historien er levende og vedkommende for både hvide og røde nordlondonere, når det kommer til synet på ”fjenden”.  

Et af de klassiske stridspunkter handler om hvem der har de dybeste rødder i Nordlondon. Det spørgsmål kan imidlertid besvares med ret stor sikkerhed, hvis man undersøger klubbernes ophav. 

Det var en gruppe skoledrenge der grundlagde Tottenham Hotspur FC i 1882. De var allerede involveret i en cricketklub fra Tottenham Marshes, der benyttede Hotspur-betegnelsen. Tilnavnet stammer fra den spore som dyrene under hanekampe benyttede. Det er altså en kamphane som Tottenham fører i sit heraldiske mærke. De ungdommelige stiftere havde muligvis sans for det kulturelle, for der er en helt i Shakespeares Henry IV, der hedder Henry Percy Hotspur, og han har måske i virkeligheden leveret inspirationen til navnet. White Hart Lane blev opført i 1899. At Nordlondon dengang, som stednavnet antyder, var et opdyrket marskområde, har tilskyndet Arsenalfans til nedsættende at kalde Spurs-supporterne for ”sumprotter”.  

Arsenal FC har sin oprindelse blandt ammunitionsarbejdere på det store kanonstøberi/arsenal i Woolwich, deraf tilnavnet the Gunners; ”kanonerne”. Fabrikken lå syd for Themsen, og klubben kaldtes i begyndelsen Woolwich Arsenal (efter nogle år med navnene Dial Square og Royal Arsenal).  

I 1910 stod klubben på randen af konkurs og blev opkøbt af et konsortium under ledelse af den berømte og berygtede forretningsmand Henry Norris.  

Norris var en skånsels-og skruppelløs entreprenør, der før første verdenskrig havde forsøgt at fusionere Fulham og Arsenal. Da dette mislykkedes, valgte han i stedet at flytte sidstnævnte til Nordlondon, væk fra klubbens oprindelige base og historik i Woolwich. Det gik ikke stille af. Norris modtog dødstrusler og der var massive protester i fanbasen, ligesom folk i Islington ikke nødvendigvis mente at lokalområdet havde gavn af et nyt stadion med larm og ballade hver weekend. Med en blanding af pression, trusler, dygtig anvendelse af netværk (Norris var en årrække øverste leder af den engelske frimurerloge) samt bestikkelser (eller rundhåndede gaver, om man vil), tvang Norris klubbens nye lokation igennem byplanlægningsudvalg mm., ændrede egenrådigt klubbens navn til ”The Arsenal” (og blot ”Arsenal” i 1919), og så fik han bygget Highbury. Den stærkt kontroversielle flytning til det nye stadion fandt sted i 1913, efter at klubejeren på kynisk vis havde solgt de bedste spillere og således fremprovokeret lavere tilskuertal og en nedrykning til 2. division. Det gjorde processen lettere at realisere.  

Så Nordlondon er altså mere hvid end rød, når man ser på de geografiske historiske rødder. Men vi er ikke helt færdige med sir Henry Norris, for Arsenals matador købte sig (efter alt at dømme) til en position i 1. division, da FA i 1919 (efter ”the Great War”) udvidede the Top Flight fra 20 til 22 klubber. En plads som Tottenham ifølge såvel al logik som slutstillingerne i den sidste sæson inden 1. Verdenskrig, burde have haft. Ifølge forfatteren Jon Spurling lå trusler og bestikkelser ikke fjernt for den frygtindgydende og meget kontrollerende ejer. Tottenhams tilhængere har aldrig glemt Norris’ ”svinestreg”, som Arsenals dedikerede fans foretrækker at benævne som et smart strategisk træk… 

Skæbnen indhentede dog Henry Norris nogle år senere.  

Arsenal købte midt i 20’erne stjernespilleren Charlie Buchan fra Sunderland, men en nysgerrig og energisk journalist fornemmede, at der var lusk i den transfer, og efter to års research kunne The Daily Mail, i 1927, afsløre at der var forekommet svindel med bestikkelser, penge under bordet og kreativ bogføring i en række sager med Norris som omdrejningspunkt. Den egenrådige forretningsmogul blev udelukket fra al fodboldvirksomhed på livstid. Men Arsenal etablerede sig i Nordlondon og i 1. division, og er aldrig siden (1919) rykket ud. 

Hvem har klaret sig bedst i de indbyrdes opgør? 

Nordlondon er mest rød når man ser på statistikkerne over de indbyrdes derbies.  

Siden 1896 er der spillet 209 kampe mellem Gunners og Spurs. Arsenal har vundet 87 og Tottenham 67. 

I begyndelsen mødtes man i turneringen ”United League” som var en liga for hovedstadsbaserede klubber, og hvor incitamentet mest var at få afviklet nogle midtuge-kampe, sådan at kassererne kunne få optimeret indtægterne. Den allerførste indbyrdes dyst, den 9. november 1896, blev vundet af Arsenal med 2-1. Siden mødtes klubberne i den såkaldte ”London League”, der var et tiltag på linje med United League. Først i 1909 kom den første konfrontation i 1. division. Arsenal vandt med 1-0 foran 18000 tilskuere på den daværende hjemmebane, Manor Ground i Plumstead, syd for Themsen.  

Første juledag 1911 besejrede Tottenham Arsenal på White Hart Lane med hovedparten af 47000 tilskuere i ryggen med 5-0. Det er Spurs’ største numeriske gevinst over lokalrivalerne gennem tiderne, tangeret i 1983, hvor to mål af Mark Falco, et af skotten Alan Brazil samt to af den irske back, Chris Hughton, sikrede storsejren.  

Arsenals største sejr var i 1935, men på det tidspunkt rådede the Gunners også over et af de allerstærkeste engelske ligamandskaber gennem tiderne. Legenderne Cliff Bastin, Ted Drake og Alf Kirchen stod bag ydmygelsen af naboerne, og så manglede Arsenal endda på dagen verdens, på det tidspunkt, bedste spiller, den skotske magiker Alex James.  

Tottenham og Arsenal har aldrig mødtes i en cupfinale, men det er dog blevet til enkelte indbyrdes møder i pokalsemifinaler. Første gang var i 1968, hvor Arsenal eliminerede rivalerne med 2-1 over to semifinaleopgør i Liga Cup turneringen. Tankcenterforwarden John Radford scorede begge Arsenals mål, mens en scoring af alle tiders topscorer, Jimmy Greaves, ikke rakte for Bill Nicholsons Spurs.  

Arsenal sejrede atter i Liga Cup semifinalen i 1987 og i 2007, mens det endelig lykkedes for Tottenham at få ram på Arsène Wengers mandskab i 2008, da bl.a. et selvmål af Niklas Bendtner banede vejen for en 5-1-sejr til Spurs. 

I FA Cuppen er det blevet til to indbyrdes dyster. Både i 1993 og 2001 trak Arsenal sig sejrrigt ud af duellerne.  

Man kan diskutere hvornår det mest betydningsfulde prestigeopgør har udspillet sig. I de senere år har der været slag i frikadellen og dramatik for alle pengene i mange af derby-kampene. 4-4 i 2008, to gange 5-2 til Arsenal i 2012, 3-0 til Tottenham i 2022, og en Gunners-sejr på 3-2 på Tottenham Hotspur Stadium i april i år.  

Men det nok mest legendariske opgør fandt sted på sidste spilledag i turneringen 1970-71. 

Begge klubber rådede over formidable mandskaber. Tottenham vandt Liga Cup turneringen og endte på tredjepladsen i ligaen, men Arsenal var en tand stærkere, for før sidste spilledag og derbyet på White Hart Lane skulle the Gunners enten vinde eller spille uafgjort 0-0 for at blive engelske mestre. Idet man dengang brugte koefficientsystemet i forhold til at beregne målscoren, var 1-1 eller 2-2 ikke tilstrækkeligt. I så fald ville Leeds United vinde ligaen. Der var en intens og fortættet stemning på The Lane den aften, den 3. maj 1971, og det blev en kamp uden ret mange chancer. To minutter før tid sikrede Ray Kennedy Arsenal sejren og mesterskabet på et smukt hovedstød uden for Pat Jennings’ rækkevidde. Arsenals supportere, the Gooners, fejrede triumfen (og St. Totteringham’s Day) med en baneinvasion, mens Tottenhams Yids måtte gå slukørede hjem. Betegnelsen Yids/Yiddos var i øvrigt oprindeligt et nedsættende og antisemitisk øgenavn, der har sin historiske rod i det faktum, at Spurs traditionelt har haft mange jødiske supportere. Et par af dem forcerede taget på White Hart Lane i 1938, da det engelske landshold mødte Tyskland i en prestigemættet landskamp, og hev naziflaget ned til stor jubel på stadion. England sejrede forresten med 6-3. I nyere tid er ”Yids” blevet en fællesbenævnelse for Tottenhams supportere, der har taget navnet til sig med stolthed.  

Stemningen imellem fangrupperne er imidlertid langtfra hjertelig. I 1987 mærkede jeg hadet på nært hold, da jeg gæstede White Hart Lane og overværede hvordan slagsmålene bølgede frem og tilbage inde på stadion under kampen (som Arsenal vandt med 2-1), og bagefter måtte jeg og mine kammerater tage benene på nakken, da en flok bøller stormede gaden uden for The Lane med køller og knive. Jeg nåede lige at se politiet kaste sig ind i uromagernes slaglinje med heste og knipler, mens vi løb for livet.  

I dag er den slags optøjer heldigvis en saga blot, men hvis man tror at derbyet på søndag kan afvikles uden at sindene kommer i kog, så er man til den naive side. Fansene kommer helt oppe på bardunerne. Det sørger 128 års bitter rivalisering for. Bliver Nordlondon hvid eller rød? 

Du kan se opgøret mellem Tottenham og Arsenal på See eller Viaplay søndag klokken 15.