Rodri giver status på skade
Manchester City-stjernen Rodri pådrog sig en alvorlig korsbåndsskade i september sidste år mod Arsenal.
Sidenhen har den engelske storklub i den grad manglet deres midtbanetalisman – men nu er der nyt om Ballon d’Or-vinderen.
Det meddeler den velinformerede journalist Fabrizio Romano på X.
Rodri er snart kampklar igen for Manchester City.
Desuden har The Sky Blues registreret ham i Champions League-truppen, hvor spanieren kan komme i spil, såfremt de kommer langt i turneringen.
I playoff-runden har Manchester City et returopgør i vente mod den spanske storklub Real Madrid, hvor de tabte den første af slagsen hjemme på Etihad Stadium med 3-2.
LÆS OGSÅ: Robert Lewandowski har fremtiden på plads
Det er dog sikkert og vist, at Rodri ikke bliver klar til returmødet i den spanske hovedstad. Til gengæld er midtbanestjernen på vej mod et længe ventet comeback for The Cityzens.
– Jeg har det meget godt. I mit hoved er alt godt og jeg føler mig ikke ustabil i knæet (længere, red.). Jeg har dog brug for at få mere styrke opbygget. Det er vigtigst, siger Rodri ifølge Fabrizio Romano.
Desuden er de tre nyindkøbte spillere i form af Abdukodir Khusanov, Nico Gonzalez og Omar Marmoush alle blevet registreret i truppen. Det sorte får blev brasilianske Vitor Reis, der blev hentet i Palmeiras i vinterens transfervindue.
Rodri-afløseren er på plads
23-årige Nico Gonzalez blev hentet i transfervinduets 11. time af Manchester City, og han er ifølge Pep Guardiola en passende afløser for Rodri.
– Jeg har en fornemmelse af, at klubben har købt en utrolig spiller til fremtiden, hvad angår mentalitet.
– Han er så ung. Husk på, at han er 23 år. Han er som en mini-Rodri. Det er en stor kompliment, men det skyldes hans store tilstedeværelse i duellerne. Men han er naturligvis milevidt fra Rodri. Rodri er den bedste.
– Men jeg har fornemmelsen – alle har fornemmelsen – af at han kommer til at hjælpe os i den sidste del af sæsonen, lød det blandt andet fra Guardiola.