Rúben Amorim med stor opdatering inden Deadline Day
Rúben Amorim er håbefuld i troen på, at Manchester United kan få ordnet sine transferaktiviteter inden næste uges Deadline Day.
United nærmer sig en aftale med danske Patrick Dorgu fra Lecce i en handel, der løber op i 223 millioner kroner, som står til at blive første signing for Rúben Amorim i United-tiden.
LÆS OGSÅ: Jordan Henderson i vildt skifte
Klubben har desuden vist interesse for franske Mathys Tel fra FC Bayern München. Det forlyder, at teenageren forlader den tyske storklub i januars transfervindue.
Chelsea, Arsenal, Tottenham og Aston Villa har desuden også brændt sig varmt på den 19-årige franskmand, men forlydender går på, at han skulle foretrække et skifte til Manchester United, selvom Bayern München og Tottenham nu er enige om en pris.
Der kan også ske noget på ud-siden, hvor Marcus Rashford er anledning til stor spekulation.
Chelsea ventes at ankomme med et sent bud på Alejandro Garnacho, som United er klar til at sælge for den rette pris.
Forud for aftenens Europa League-opgør mod Steaua Bukarest fortæller Amorim, at klubben knokler på, men at intet er garanteret på dette stadie.
– Det, jeg kan sige, er, at jeg ønsker at forstærke holdet. Det er det mest vigtige.
– Alle gør deres ting. Alle vil forbedre holdet. Om vi kan gøre det eller ej; nogle gange afhænger det af den enkelte klub eller spiller.
– Vi er fokuseret på at forbedre holdet, men vi er også fokuseret på, at vi ikke begår fejltagelser, som vil være svære at rette op på i fremtiden, siger Amorim til TNT Sports ifølge Metro.
United har gjort det til en prioritet at hente en ny venstre wingback i denne sæson, og Dorgu skulle efter sigende være på nippet til et skifte.
Den 20-årige dansker er i gang med sin anden sæson hos Lecce efter sit skifte fra FC Nordsjælland i 2022.
Tel sagde angiveligt farvel til Bayern Münchens tilhængere onsdag aften, efter at han blot har startet inde i fire kampe på tværs af samtlige turneringer i denne sæson.
United ønsker at leje franskmanden for den resterende del af sæsonen, og der pågår forhandlinger mellem klubben og spillerens entourage.