Schmeichel er færdig: Her er afløseren
Kasper Schmeichel var en mand i store smerter søndag aften. Smerter i skulderen – men måske også i smerter over sin egen præstation.
Den danske landsholdsmålmand med anførerbindet på armen, var involveret i flere af de mål, som Portugal lavede i det dramatiske danske nederlag.
Efter kampen er det svært ikke at have medfølelse med den rutinerede målmand, der trodsede sine sindssyge smerter og spillede kampen til ende for at hjælpe landsholdet.
Det ændrer dog ikke på, at Kasper Schmeichel kostede dyrt og nu er tiden inde til at skifte ud på målmandsposten.
Det synes jeg og mange andre, heriblandt fodboldkommentator Jonas Schwartz.
– Det er simpelt. Havde Danmark haft en bedre målmand, hed den nu Final Four. Masser af hjerte, god reaktion efter pausen efter en svær første halvleg. To gange bagud, to gange kommer Danmark tilbage. Holdet viser igen mod. Men Kasper Schmeichel laver afgørende fejl. Tung, usikker, skriver Jonas Schwartz på X.
38-årige Kasper Schmeichel har været førstevalg mellem stængerne på det danske landshold i mere end ti år, og han har været helt forrygende.
Han vil blive husket som en af de helt store målmænd og ledere i dansk fodboldhistorie, men nu er det tid at give stafetten videre.
Landstræner Brian Riemer står heldigvis med gode kort på hånden, for Danmark er begunstiget af flere dygtige og talentfulde målmænd.
Læs også: Tre ord: Ronaldo reagerer på sejr mod Danmark
Mads Hermansen har længe bevist, at han er klar til at tage over efter at have imponeret i Premier League.
Derudover er Filip Jørgensen nu også blevet en del af landsholdet, og hvis han fortsætter sin udvikling i Chelsea, kommer der til at opstå en interessant duel om pladsen som førstevalg.
Når Danmark spiller den næste landskamp i juni måned, bør det dog være med Mads Hermansen mellem stængerne som værdig afløser for Kasper Schmeichel.