Simon Kjær trækker overskrifter
Simon Kjær er indtrådt i FC Midtjyllands bestyrelse.
Det er ifølge Viasat-eksperterne Brian Laudrup og Peter Sørensen en markant tilføjelse, der kan gavne den danske Superliga-klub fremadrettet.
Sådan lød det i Viaplay-studiet før F.C. Københavns møde med FC Midtjylland i Parken søndag aften.
Brian Laudrup og Peter Sørensen var fuld af rosende vendinger, da samtaleemnet faldt på den danske landsholdslegende Simon Kjær, der er vendt tilbage til barndomsklubben FC Midtjylland.
I klubben fra Herning og Ikast skal den tidligere forsvarsgeneral nu være medlem af bestyrelsen, og her mener både Peter Sørensen og Brian Laudrup, at Kjær er en meget stor kapacitet at få ind.
LÆS OGSÅ: José Mourinho er blevet anklaget for racisme
– Jeg vil først og fremmest sige, at man ikke nødvendigvis skal have en fodboldkyndig person i sin bestyrelse. Man skal have en fodboldkyndig, hvis det er den rigtige person, konstaterer fodboldeksperten Brian Laudrup og uddyber:
– Der har FCM vurderet, at de med Simon Kjær får et menneske ind med en exceptionel flot karriere, som har et netværk, der uden tvivl vil kunne gavne FC Midtjylland. Jeg ser det faktisk som en rigtig god business.
Kjærs netværk kan desuden blive en stor drivkraft fremadrettet, mener Peter Sørensen.
– Det er godt at have én, der har forstand på fodbold. Men det er også godt at have én, der har forstand på fodbold og har et godt netværk, som kan forbinde interesser og kontakter.
LÆS OGSÅ: Anders Dreyer og Lionel Messi på samme hold
– I AC Milan bruger de Zlatan, så det er godt at have folk i bestyrelsen, som er vellidte, indsigtsfulde og har gode kontakter rundt omkring, lød det fra eksperten Peter Sørensen.
Simon Kjær er i dag blevet 35 år. Han fik sit gennembrud i FC Midtjylland som 19-årig og tog kort derefter turen til Sicilien for at tørne ud for Palermo. Danskerens glorværdige karriere har bud på længere ophold i blandt andre Sevilla og AC Milan, mens det er blevet til 132 kampe for det danske A-landshold.