Skaderne hober sig op: Disse klubber er hårdest ramt
I de næste 12 dage ligger bolden stille i Premier League, da der er landsholdspause.
Den næste tid følger Premier League-klubberne tæt med, om deres spillere vender tilbage uden skader.
Under den seneste landsholdspause kunne Jürgen Klopp blandt andet se Andy Robertson udgå med en skulderskade. En skade, som holder ham ude resten af året.
Nogle klubber har været meget hårdt ramt af skader i denne sæson, og på nuværende tidspunkt er der også nogle klubber, som i den grad ikke har brug for flere skader.
Vi har set nærmere på klubbernes skadessituation og vurderet de to klubber, som i øjeblikket er hårdest ramt.
Manchester United
Det har primært været i defensiven, hvor Manchester United har været hårdest ramt af skader – og det står stadig skidt til.
Luke Shaw, Tyrell Malacia, Lisandro Martinez og senest Jonny Evans er ude med skader. Aaron Wan-Bissaka missede weekendens kamp mod Luton, men det skyldes efter sigende en mindre forkølelse.
På midtbanen er de også ramt. Casemiro er formentlig først klar i det nye år, mens man afventer omfanget af Christian Eriksen skade.
Rasmus Højlund måtte også udgå i weekendens sejr, og heller ikke her kender man omfanget af angriberens skade.
Derudover er Amad Traore også ude med skade, mens Jadon Sancho er suspenderet.
Newcastle
Der har ikke været mange gode nyheder for Eddie Howe og Newcastle den seneste tid.
Skaderne hagler ned over The Magpies. I øjeblikket er ti spillere skadet, og flere af dem er alvorlige.
Jacob Murphy, Dan Burn, Harvey Barnes og Matt Targett er som minimum ude resten af året, mens Elliot Anderson, Sven Botman, Callum Wilson, Alexander Isak, Miguel Almiron og Javier Manquillo også er skadet.
Situationen bliver heller ikke hjulpet af, at Sandro Tonali er ude med karantæne resten af sæsonen.