Skal vi nu til at regne Manchester United som en mesterskabskandidat?
Kan Manchester United blive engelske mestre i denne sæson?
Det er et emne, der er blevet bragt op i de engelske medier efter klubbens sejr mod Manchester City lørdag eftermiddag, og efter opgøret sagde Manchester United-profilen Luke Shaw, at klubben går efter at vinde titlen.
Et kig på tabellen i Premier League viser, at der kun er seks point mellem Manchester United på tredjepladsen og Arsenal som førerhold i ligaen. Det er dog værd at bemærke, at The Gunners i skrivende stund mangler at spille en kamp mod Tottenham.
Ikke desto mindre har Manchester United vundet sine seneste ni kampe på tværs af alle turneringer, og Erik ten Hag lader virkelig til at have fået sat skik på sit mandskab, hvor Marcus Rashford pludselig stråler som aldrig før og scorer mål på samlebånd.
Der er stadig mangler på Manchester United-mandskabet, men efterhånden har spillerne også vist, at der er bund i holdet, og der bør ikke længere være tvivl om, at klubben med stor sandsynlighed booker en plads i top fire ved sæsonens afslutning.
Så er spørgsmålet imidlertid, hvorvidt klubben kan vinde det engelske mesterskab.
Allerede den 22. januar venter et direkte opgør mod Arsenal, og her bliver vi måske klogere på, om De Røde Djævle er en reel mesterskabskandidat.
Indtil videre kan vi hæfte os ved, at bookmakeren Bet365 har Manchester City som favorit foran Arsenal, mens Manchester United fortsat kun er en outsider.
LÆS OGSÅ: Verdensrekord – Her er alle Chelsea-transfers denne sæson
LÆS OGSÅ: Chelsea åbner for at sælge profil