
Skrtel nærmer sig ny aftale på Merseyside
Der var tidligere forlydender om, at Liverpool FC ikke ville give Martin Skrtel den løn, som slovakken gerne ville have. Med kun et enkelt år tilbage af den nuværende aftale, der altså udløber i sommeren 2016, forlød det derfor tidligere på året, at Skrtels fremtid så usikker ud i Liverpool.
Nu fortæller Skrtels agent, Viktor Kolar, dog til Sky Sports, at forhandlingerne omkring en ny aftale er i gang, og at de går helt efter planen. Dermed må man forvente, at den 30-årige centerforsvarer og Liverpools forhold varer en del år endnu.
Det er en nyhed, der bør modtages positivt hos Liverpool-fansene. I en sæson, hvor både Dejan Lovren, Mamadou Sakho og vikarierende Emre Can havde svære perioder, så var Skrtel klubbens mest stabile forsvarsspiller.
Skrtel, der kom til Liverpool fra Zenit tilbage i 2007, spillede 33 Premier League-kampe i den forgangne sæson.